I NUM fornemmer vi den åndelige kamp, meget konkret.
Måske husker du som barn, at du fik fortalt om Moses, der bad for kampen mellem Israelitterne og Amelikitterne. Ingen tvivl om, at det var en kamp på liv og død – der blev kæmpet i Bøn og med sværd. Moses sad og bad, med udsigten til den konkrete kamp, som var på sletten. Hur og Aron holdt hans arme, mens Josva ledte hæren. Jeg syntes som barn, at det var en spændende historie, og det med, at Moses skulle bede – og ikke måttet tage hænderne ned, for så gik slaget den forkerte vej – det var der også noget helt særligt ved. Jeg prøvede selv at se, hvor længe jeg kunne holde mine arme oppe – og det var fatiske ikke så lang tid.
Og hvad har det med NUM at gøre? Det har meget med NUM at gøre, for hver gang vi samles, så handler det om kampen mellem Guds ord, og hans kirke på denne jord, og om, at krigen mod det onde – det er som en kamp, hvor det går frem og tilbage, som det gjorde dengang Moses sad på klippen og så ud over kampen.
I Peru ser vi, hvordan de små menigheder kæmpe – hvordan økonomien bliver en fjende – hvordan noget så jordisk som valutatab, bliver en faktor i missionsarbejdet. Samtidig med at Familiearbejdet går i gang og går godt, og nye mennesker kommer i kontakt med kirken gennem familiearbejdet og cafe-arbejdet.
I Asmara i Eritrea hører vi nyt fra den lutherske kirke, som vi ikke har haft så tæt kontakt, da det ikke har været muligt at besøge dem. Nu har Johhny Bjuremo nys været på besøg, og bringer nyt derfra.
I Etiopien, har vi et meget kontkret eksempel på, at vi står midt i en kampzone. Hvordan kan kirken betale for at bevare sin mark, hvor der står en kirke på, midt i et muslimsk område? Her fornemmer vi virkelig, at kirken er sat midt på en åndelige slagmark – i et område, hvor onde kræfter vil forsøge, at drive den ud.
I Kenya hører vi godt nyt fra Kerstin, og Freds og forsoning arbejdet. Jeg kan inde i mellem konstatere, at så længe mennesker findes på denne jord, men trang til at have ret, ja, så må der være nogle, der arbejder med fred og forsoning. Det er det, Bibelen taler om.
En kamp i bøn og givertjeneste. Der findes også en anden kamp, som vi i NUM må forholde os til – hele tiden. Det er kampen for at vi kan nå ud med information om behov for forbøn og for at give til de kampe vi står i – både i Sverige og Danmark og i de lande, vi konkret er på plads i. Gud fortæller os, at han giver os rigeligt – også så vi kan give til andre. Og måske er det tid til at tage den snak om, hjemme i vores egne hjem, med vores børn, i vores menighed – jeg kan tænke: Det er de andre, der skal give! Bibelens anvisninger taler ikke om ”de andre” den taler til mig. Den taler om mit forhold til mine penge – og om at der hvor jeg har min skat, der har jeg også min tanke. Jeg tror, at der er en sammenhæng, mellem at give og bede. Giver jeg til mission, vil min tanke og dermed også min bøn bevæge sig i samme retning – i bøn til Gud!
Lad os hjælpe hinanden med at holde armene oppe i bøn.
Fra en af NUMs tre danske medlemmer, Helene Koefoed-Jespersen.
0 kommentarer